Hastighedsindekset er den højst tilladte hastighed for et dæk, når dækket når belastet og når dæktrykket er justeret korrekt. Hastighedsindekset (E) er et bogstav på siden af dækket, det ses altid efter belastningsindekset (D).
Hastighedskoden står altid sammen med dækkets bæreevne, da de to hænger sammen. Altså er dækkets maksimale tilladte hastighed kun er gældende op til dækkets maksimale bæreevne. Dvs. at man i tilfældet på billedet har en maksimal hastighed ”V” på 240 km/t så længe bæreevnen ”91” 615 kg. ikke overskrides.
For enkelte højhastighedsdæk f.eks. med hastighedskode ”YR” eller ”ZR” er sammenhængen mellem hastighedskoden og bæreevnen mere direkte. Ved ”ZR” kan maksimale hastigheder over 240 km/t tillades, dog med en lavere maksimal belastning i kg. Dette kan have relevans ift. sportsbiler med en meget høj hastighed og en relativt lav totalvægt.
De mest almindelige hastighedskoder oversættes således:
Hastighedskode | Maksimal hastighed |
L | 120 km/t |
M | 130 km/t |
N | 140 km/t |
P | 150 km/t |
Q | 160 km/t |
R | 170 km/t |
S | 180 km/t |
T | 190 km/t |
H | 210 km/t |
V | 240 km/t |
W | 270 km/t |
Y | 300 km/t |
YR | >300 km/t |
ZR | >240 km/t |
For alle bildæk, dog med undtagelse for M+S mærkede vinter- og helårsdæk, gælder det, at de skal have en større maksimal hastighedsgodkendelse end hvad bilen er opgivet til at kunne køre. Dette også på trods af gældende færdselslov. Så hvis du har en bil som er angivet til at kunne køre 185 km/t, skal der monteres et T-mærket (190 km/t) dæk på bilen også selvom den maksimale hastighed i Danmark er 130 km/t.
Vinterdæk og helårsdæk er undtaget for denne regel. Størstedelen af vinter- og helårsdæk produceres i dag som lameldæk, hvor ”trædeklodserne” i dækmønsteret er brudt af små lameller. Hermed opnår man et markant bedre greb på sne- og isglatte veje. Det gør det dog vanskeligere at producere et dæk, som er sikkert at køre på ved meget høje hastigheder.
Undtagelsen betyder at der ikke er krav om hastighedsgodkendelse for vinterdæk i Danmark.
Som så mange andre områder, når det drejer sig om dæk, findes der også andre regler i udlandet. I Tyskland er der f.eks. samme krav som i Danmark og der findes også den samme undtagelse for M+S mærkede dæk. Dog er der i Tyskland lovkrav at føreren af bilen, i det tilfælde dækket ikke lever op til bilens maksimale hastighed, er oplyst om den maksimalt godkendte hastighed for det dæk som er monteret på bilen. Her monteres et klistermærke, synligt for føreren, som oplyser om dækkets maksimalt godkendte hastighed.